Baggrund

søndag den 6. maj 2012

Fødselsberetning - Luka's vej til verden 14.02.12

Efter en lang og hård fødsel af Luka skrev jeg i ugerne efter forløbet ned - og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det! Ikke blot for at huske på alle følelserne der var indblandet, men også for at bearbejde oplevelsen, der psykisk var meget hård. Beretningen er dermed ikke for sarte sjæle, men en "historie" fortalt af mig som fødende om Luka's vej til verden på en smuk Valentins dag i 2012.

12.02.12 - uge 39+2
Søndag den 12. februar er egentlig en dag som alle andre. Min kæreste Søren har sin sidste aftenvagt på jobbet i Aabenraa inden to fridage, og jeg er derfor selv ude ved mor og far for at spise, som vi plejer om søndagen. Jeg tager hjem derfra midt på aftenen med den sædvanlige ”mensmurren” i maven. Der er dog intet bemærkelsesværdigt i smerten, for den har jeg haft den sidste uges tid - hvis ikke mere.
Da Søren får fri lidt i elleve ringer han til mig, og under opkaldet begynder jeg at få lidt kvalme og generelt være lidt utilpas. Jeg når lige at tænke ”uh, gad vide om det er et tegn?”, men afblæser hurtigt tanken, da denne tidligere har skuffet mig massevis af gange. Sagen er den, at lige netop den tanke popper op i hovedet på mig ved hver den mindste ændring, og dem er der altså mange af i denne sidste tid af graviditeten - og stadig står jeg altså uden barn.
Jeg lægger på med Søren, og beslutter mig for at gå i seng, så jeg kan få det bedre. Søren kommer hjem, kryber i seng og det var så den dag.

13.02.12 – uge 39+3
Jeg vågner kl. 5.00 med smerter i maven – de sædvanlige menssmerter, men nu er de altså tiltaget! Jeg ligger lidt og overvejer om jeg skal vække Søren eller ej men jeg ved jo godt, at enhver vækning om natten i disse dage får blodtrykket hos herren til at stige. Derfor vælger jeg at lade ham være og se om jeg ikke kan falde i søvn igen. Kl. 5.30 får jeg en fornemmelse af at der er noget i gære ”dernede”. Jeg står op og smutter ned på badeværelset, hvor jeg tager et bind på, så jeg kan holde øje med, om det er vandet der er ved at gå, om der er tegnblødning eller hvad det må være. Tilbage i seng. Kl. 5.50 erkender jeg, at jeg ikke får mere søvn lige nu da jeg efterhånden har ret ondt i maven, så nu vækker jeg Søren og beder ham lægge en hånd på min mave. Tidligere har det nemlig virket smertelindrende på mig, om end ikke beroligende. Søren tager det egentlig meget stille og roligt og vi ligger bare og snakker lidt. Efter en 20 minutters tid føler jeg lige pludselig noget ”sive” ud af mig og jeg farer op og styrter ud på badeværelset! Derude kan jeg ikke rigtig blive klog på hvad pokker det er, men må erkende, at jeg, selvom jeg synes jeg er færdig med at tisse, stadig forholdsvis ukontrolleret kan lukke vand ud. Det løber dog ikke hele tiden, så jeg bliver rent ud sagt i tvivl om, hvorvidt jeg bare er lidt inkontinent, eller hvad det er der lige foregår. Jeg kommer igen ind i sengen til Søren og fortæller ham min tvivl, og derefter stiller jeg spørgsmålet på en Facebookgruppe for februarmødre: ”Når vandet går, siver det så hele tiden eller kan det godt komme i bølger?”. Efter jeg har skrevet det får jeg igen følelsen af at noget siver ud af mig, så atter engang styrter jeg ud på badeværelset mens Søren grinende siger ”rooolig”. På toilettet kan jeg kun komme til samme konklusion som før, så jeg må atter ind og lægge mig igen. Her kigger jeg om der er kommet svar på mit spørgsmål, og det er der: ”Jep, mit kom i bølger”. Jeg når kun lige at læse svaret og så skal jeg ellers love for at der går hul på ballonen! Med telefonen i hånden tripper jeg i bedste tegnefilmstil skraldgrinende ud på toilettet med et ”fuck, fuck, fuck” og Søren ligeledes skraldgrinende i baggrunden. Det er simpelthen væltet ud med vand og jeg har trukket et solidt spor efter mig hele vejen fra sengen og ud på badeværelset. Vi råber til hinanden på hver sin side af døren at ”nu gik vandet sgu”, og er begge helt færdige af grin. Klokken er her 6.30.

Efter diverse optørring og en lettere erkendelse af at ”nu er det sgu nu”, får jeg ringet til fødegangen kl. 6.40. Jeg snakker med en rigtig sød jordemoder, der spørger til farve på fostervandet (klart), om jeg har veer (nej?) og vi aftaler herfra at vi nu skal se tiden an, og se om ikke der indenfor de næste timer kommer veer. Aftalen bliver at vi skal komme derind 10.30 til tjek, hvis ikke veerne er kommet inden. Jeg spørger, hvornår vi kan forvente at blive forældre herfra, og svaret lyder, at man efter vandafgang gerne vil have barnet ud indenfor et døgns tid. Dog skal man efter 18 timer have pencilin grundet infektionsfare.

Herfra går det stærkt derhjemme med at få pakket sygehustasken, få smurt madpakke til Søren, komme i bad og generelt gå rundt i en bobbel med tanken om at vi bliver forældre lige om lidt!! Da jeg er på toilet før badet går slimproppen (ad), så nu føles det virkelig som om noget er i gang! J


Klar til at tage på sygehuset


Kl. 10.15 kører vi mod sygehuset. Der er endnu ingen veer, ikke engang plukveer, så jeg er en lille smule skuffet. På fødegangen bliver vi mødt af vores egen jordemoder, Sanne, fra jordemodergruppen, hvilket er lidt sjovt. Jeg får kørt en CTG-kurve i en halv times tid og bliver tjekket indvendigt – og som forventet har jeg stadig både livmoderhals og jeg er ikke åben. Øv øv. Herfra er der to ting at gøre: 1. afvente om veerne kommer på naturlig vis eller 2. få en igangsættelsespille og derved hjælpe veerne i gang. Både Sanne, Søren og jeg er enige om, at vi helst vil have fødslen går i gang på naturlig vis, og Sanne mener også at jeg er en god kandidat herfor. Vi beslutter derfor at vi skal komme igen sidst på eftermiddagen engang, og få en igangsættelsespille - hvis ikke veerne vel og mærket er kommet af sig selv inden. Tidspunktet aftaler vi til at være 17.30, for så kan vi lige nå at spise lidt aftensmad inden, så vi er godt rustede til den forestående fødsel. Sanne oplyser os om, at næste gang vi kommer derud, kommer vi ikke hjem igen. Puh det er mærkeligt!

Da vi kører hjem fra sygehuset er det med en lidt mærkelig stemning. Vi er begge lidt skuffede over at der ikke er gang i noget, og samtidig er det enormt specielt at vente på veer – vente på smerte! Hmm.. 

Derhjemme prøver vi at få eftermiddagen til at gå, og tankerne flyver rundt i os begge. Sker det mon i dag eller først efter midnat? Hvordan bliver fødslen? Klarer vores katte sig uden os mens vi er indlagt? Hvornår kommer veerne? Hvordan føles en ve? - Tankerne er mange! Midt i vældet af tanker går tiden. Mine forældre kommer ud med aftensmad, og kl. 17.20 er vi atter på vej mod sygehuset – igen med bilen fyldt op af sygehustaske, babydyne og madpakke, klar til at blive indlagt, klar til at føde.

På sygehuset får jeg igen kørt en CTG af en sød jordemoder og bliver tjekket indvendigt. Jeg synes selv plukveerne er taget en lille smule til, men synes stadig det er svært at vurdere om der er noget som helst tidsinterval på, for stærkere er de heller ikke. Jordemoder kan oplyse os om, at jeg stadig har livmoderhals, men dog er en lille centimeter åben. Derudover er der ikke antræk til noget som helst. Øv med øv på! Hun spørger om vi skal gøre brug af pillen eller om vi skal afvente lidt mere. På dette tidspunkt har fødslen altså i vores hoveder været i gang siden 6.30 hvor vandet gik, så vi er løbet tør for tålmodighed, ergo, vi takker ja til pillen. Jordemoderen kan dog ikke se nogen grund til at indlægge os på nuværende tidspunkt, så for anden gang må vi skuffet vende hjem. Jeg får den ve-stimulerende pille på fødegangen kl. 18.30, og vi får den anden pille med hjem med beskeden om, at jeg skal tage den næste kl. 22.30, hvis IKKE der er kommet veer eller noget der minder om. Er jeg i tvivl skal jeg lade være og ringe derind, da pillen ellers vil kunne skabe ”ve-storm”. Ok, vi må se!


CTG-kurve ... en af de mange!


På vej hjem i bilen snakker vi om vores skuffelse hver især og om hvor hårdt det er hele tiden at sætte sig op på at der sker noget, og så alligevel gang på gang opleve at der intet sker. Vi er begge rigtig udmattede ovenpå en lang dag, og beslutter os for, at vi ikke længere gider bekymre os om veer og fødsel, men i stedet vil tage på tanken og købe en masse slik og chips, og bare hygge os og nyde aftenen.

I løbet af aftenen tager plukveerne til i styrke, og vi begynder at tage tid på dem. De kommer med mellem 5-7 minutters interval og varer i omkring 1 minut. De er dog stadig svære at måle fordi de langsomt kommer og går, men de er dog begyndt at nive mere, så jeg skal tænke på min vejrtrækning når de kommer og lige kigge engang op i loftet indtil de er væk.
Hverken Søren eller jeg tror, at der er tale om rigtige veer, så da klokken nærmer sig 22 ringer jeg ud på fødegangen og spørger til, hvorvidt jeg skal tage den næste pille eller ej. Jordemoderen jeg snakker med synes det er svært at vurdere over telefonen, og vil egentlig gerne lige have mig ind til en kurve. Hun synes dog det er et værre rend for os, i og med vi alligevel skal derind kl. 00.30 for at få pencilin eftersom der her er gået de 18 timer siden vandafgang. Enden bliver dog at vi tager derind for at få kørt kurven, og så formoder vi at vi skal hjem igen og vende inden vi skal derud igen halv et.

Kl. 23.00 er vi atter på fødegangen, og jeg bliver tjekket indvendigt. Min livmoderhals er endelig blevet udslettet, men jeg er stadig kun lige en god centimeter åben, så alt i alt har mine tiltagende plukveer ikke arbejdet særlig godt for mig. Kl. 23.37 sættes jeg til CTG og i løbet af den næste halve time skal jeg lige love for at veerne begynder at komme. Jeg ligger på siden mod Søren og med ryggen til kurven. Hver gang jeg kan mærke en ve/plukve komme snigende, kigger jeg op på Søren, der kiggende på kurven nikker – for nu stiger tallet. Når jeg ingen ve har ligger tallet på mellem 14-25 og når veen kommer stiger tallet op til i omegnen af 140 – avs!

Selvom vi godt kan se og mærke at noget i gang, forventer vi stadig at skulle hjem og sove et par timer. Trods alt befinder jeg mig stadig kun i den latente fase (fra 1 til 3-4cm åben), og der plejer de jo ikke at ville have fødende indlagt. Derfor kommer det noget bag på os da en kæk jordemoder(-assistent skulle det vise sig at være) efter en god halv time kommer ind og siger at nu finder de lige en stue til os og så bliver vi indlagt! Wow, så ramte virkeligheden!!


14.02.12 – uge 39+4
Klokken har nu passeret midnat og vi bliver installeret på stue 1 på fødegangen. Jordemoderassistenten, Kisser, spørger om jeg vil have lavement og det takker jeg ja til, uden helt præcist at vide hvad lavement egentlig består af eller har af effekt. Det finder jeg dog hurtigt ud af eftersom jordemoderassistenten får taget hul på den famøse ”vandpose” som hun sprøjter op i måsen på mig. Med et overrasket grin udbryder jeg, at ”det er fandme en mærkelig følelse det her” – og det griner vi alle tre lidt over. Efter ganske kort tid kommer ”kvitteringen” også – og så er det ellers bare afsted på toilettet! Bum bum, så er man tømt ud og klar til at skulle have et barn ud – og intet andet!!

Mens jeg er ude på toilettet når jeg lige at sende en sms til mine forældre om, at vi har fået en stue på fødegangen, at jeg har fået lavement og at vi har fået en rigtig sød jordemoder. Da jeg kommer ind på stuen igen bliver vi dog mødt af en anden jordemoder, og bliver klar over at den første blot var assistenten (øv), og at hende her skal være ved os hele natten. Jordemoderen her hedder Karina og er en forholdsvis ung, smart kvinde som virker ganske flink – men ikke specielt hjertelig. Jeg spørger hende ind til hvad der skal ske nu, og hun svarer, at det nu blot er at vente på at veerne gør deres arbejde så jeg kan åbne mig de 10 cm. På dette tidspunkt bider veerne rigtig godt, og hver gang der er optræk til en ve, tager jeg hårdt fat i Sørens hånd og hiver ham ned mod mig i sengen, klemmer hånden og gemmer mit ansigt ind i hans favn. Stakkel. Karina sætter sig engang imellem og kigger på mig, uden at sige noget, hvilket jeg har det lidt mærkeligt med. Ville i virkeligheden ønske at hun sagde et par trøstende ord til mig når jeg havde ondt, men det er hun vist ikke typen for.


Boardet over min seng - elsker at Kisser skrev "derses"

Omkring kl. 1 siger Karina at hun kl. 2.30 vil tjekke mig indvendigt for at se hvor åben jeg er, og at hun indtil da vil rende lidt ind og ud på de forskellige stuer. Vi glæder os enormt til at finde ud af, hvor hurtigt jeg åbner mig, så tiden må godt gå stærkt! Veerne gør efterfølgende mere og mere ondt, men jeg oplever aldrig rigtigt, at de er helt regelmæssige. Jeg forsøger mig lidt med at ligge på siden i sengen og forsøger også at komme op og gå og stå. Jeg opdager dog at man under en ve bliver 200kg tungere og ikke kan stå på egne ben, så jeg ryger hurtigt tilbage i sengen efter Søren har holdt mig oppe gennem en ve. Lidt over 2 kommer Karina ind på stuen og siger, at hun nu så småt vil godt gøre klar til at tjekke mig indvendigt. Kl. 2.15 sidder hun klar til at tjekke mig og forsøger sig også. Problemet er dog, at jeg her har en ve der ikke rigtig vil aftage ordentligt, hvorfor jeg spænder som en gal dernede. Derfor vil hun vente til den er aftaget. Herfra kommer jeg i helvede. Veen aftager aldrig rigtigt i tidsrummet fra 2.15-2-40, og jeg begynder efterhånden at udstøde skrig af smerte – det er uudholdeligt ikke at have en pause i veerne! Jeg ligger bare og har en ve uden ende og det er fuldstædig umuligt at klare sådan en med vejrtrækning eller noget som helst!!

Omkring kl. 2.30 foreslår Karina at jeg skal have en epidural blokade fordi jeg har så ondt. Jeg er først ikke vild med ideen, delvist fordi jeg hele tiden har haft en idé om, at jeg helst ville føde uden smertelindring, delvist fordi tanken om, at få bedøvet hele mit bækken for mig er skræmmende. En blanding af mine store smerter og Karinas overtalelsesevner får mig dog rimelig hurtigt overbevist om, at det er vejen frem, og der bliver derfor sendt bud efter en narkoselæge. Uheldigvis er narkoselægen optaget og der vil derfor gå lidt tid før han kan komme. Den besked er ved at slå mig ud fordi jeg endelig har sat mig op på at blive smertelindret, og jeg har af den grund ingen tålmodighed tilbage på den konto. Til gengæld har jeg de vildeste smerter og jeg kan slet ikke koncentrere mig om andet! Karina lover mig, at hun kan give mig noget morfin ind i låret indtil narkoselægen kommer, men af en eller anden grund tager det også noget tid at klargøre. På trods af smertekaos får Søren ydermere spurgt Karina om ikke jeg skal have pencilin som følge af de overskredne 18 timer siden vandafgang, og svaret er ”jo”, men mere sker der ikke i den sag.

Klokken sniger sig hen mod 3.30, og endelig kommer narkoselægen og Karina ind af døren. Karina har ikke nået at give mig morfin, så jeg har fortsat de voldsomme smerter af veerne. Narkoselægen er en ung, frisk fyr, der snakker om alt mellem himmel og jord. Hans selskab er helt befriende, fordi det kortvarigt flytter fokus fra de voldsomme smerter, og stemningen på stuen bliver helt hjemlig og rar. Narkoselægen fortæller mig om epiduralen og fordelene derved, mens han gør klar til den bedøvende nål. Denne, siger han, vil gøre lidt ondt, som bedøvelse altid gør. Det vil føles som et bi-stik. (Ikke særlig beroligende for mig der har kæmpe angst overfor bier!) Det er dog sandt hvad han siger, og jeg må give mig af smerte lige da han stikker mig, men set i forhold til veerne er det ingenting. Derefter indfører han selve epiduralen, og jeg bliver koblet til et stativ med medicinen. Jeg bliver også sat til en CTG, så de kan holde øje med vores lille søns reaktioner.

Efter et lille kvarter kan jeg mærke virkningen af epi’en. Jeg er fuldstændig bedøvet i hele mit bækken og tilmed overfladisk i begge ben, og hvad der er fantastisk – jeg har INGEN smerter mere! Ikke en eneste ve kan jeg mærke! Det er en vild fornemmelse og en kæmpe befrielse, men det er også ufatteligt mærkeligt, fordi jeg pludselig ikke kan mærke, at jeg rent faktisk er i fødsel! Søren og jeg udnytter situationen til at få spist og drukket lidt. Kort efter jeg er færdig kaster jeg dog det hele op og Karina udbryder ”Super, så er du 3-4 cm åben”! Huh?! Det kunne hun åbenbart vurdere fordi jeg kastede op. Vildt!

Efterfølgende siger Karina, at hun synes, vi skal tage at få sovet et par timer, så vi er klar til at føde ud på morgenen. Virkelig virkelig mærkeligt at få af vide, for hun siger jo faktisk, at vi nu skal ligge os til at sove, og når vi vågner, er jeg tæt ved de 10 cm åben, og sikkert klar til at føde. Men ok, vi har jo begge endnu ikke fået noget søvn, og er godt udmattede, så vi er naturligvis med på ideen. Søren sover i en lænestol og jeg lukker øjnene i sengen, mens Karina slukker Iyset. I løbet af de næste par timer er Karina inde et par gange og tjekke blodtryk og tjekke CTG’en. Alt ser fint ud.

Omkring kl. 6 vågner Søren og jeg så småt og skal lige begge gennemskue, hvor vi er og hvad der er ved at ske – vi har jo sovet tungt og godt i et par timer. Karina kommer ind og fortæller os, at hun jo ikke vil være der når jeg skal føde, fordi der er vagtskifte kl. 7, men at hun er sikker på det nok skal gå godt. ”Jeg har jo lige statur til at føde sådan et barn” fortæller hun mig - og det er faktisk 3. gang indenfor det samme døgn, at jeg af forskellige jordmødre har fået det af vide, så det er rigtig rart at høre og det giver selvtillid og mod!

Kl. 7 er der vagtskifte. Det begynder så småt at lysne udenfor. Nu banker det på døren og ind kommer en ung pige og en kvinde, som jeg vil skyde til midt trediverne. De kommer pænt hen og præsenterer sig som vores jordemoder, M og jordmoderstuderende, Katrine, der skal være sammen med os i den sidste del af fødslen. De to er meget stille, og det er tydeligt at M forsøger at holde sig i baggrunden, så Katrine kan tage styringen og øve sig i at være jordemoder. Med en jordemoder OG en jordemoderstuderende betyder det, at alle undersøgelser udføres to gange. Ikke lige at ønske, men sådan er det jo. Dobbelt op på av.

Søren og jeg vælger igen at forsøge os med lidt at spise så vi har noget at styrke os på. Igen oplever jeg dog, at jeg kaster det hele op kort efter og her lyder det fra M, at jeg jo så er 8 cm åben! Om jeg fatter hvordan de lige kan vurdere det! Men hvis det er sandt er det da kun dejligt!

M spørger til om jeg føler jeg skal presse. Det gør jeg slet ikke - faktisk synes jeg stadig ikke jeg kan mærke veerne fordi jeg jo fortsat ligger med epiduralen i mig. Af samme grund beslutter hun at epi’en skal fjernes og erstattes med ve-drop, så vi kan komme videre i fødslen. Det skræmmer mig en smule, fordi jeg jo for blot få timer siden lå i smertehelvede, og bestemt ikke føler for at komme deri igen. Med det sagt er jeg dog godt klar over at det ikke vil kunne undgås. Jeg spørger M til udsigterne herfra, og hun svarer, at vi lige prøver at give det en time og se, om ikke jeg til den tid vil begynde at kunne mærke mine presseveer. Det vil nemlig passe med at jeg er fuldt åben og klar til fødsel.

I løbet af den næste time begynder jeg igen at mærke mine veer. De er dog ikke lige så kraftige som tidligere, men er dog tiltagende i styrke. Da der er gået en lille time undersøger først Katrine mig indvendigt og siger at jeg er fuldt åben (10 cm), og bagefter følger M trop og bekræfter. Jeg er altså fysisk klar til at føde. Dog har jeg stadig ingen pressetrang. Jeg spørger M, om jeg skal prøve at presse næste gang jeg får en ve, og hendes svar lyder ”det kan du da godt..” – et temmelig ligegyldigt svar. Jeg forsøger at komme i snak med hende og spørge til hvordan pressefasen føles, hvor ondt den gør, hvordan jeg skal gøre, og om ikke hun vil fortælle mig præcist, hvornår jeg skal gøre hvad – men jeg føler aldrig jeg når helt ind til hende. Hun svarer mig på en lidt ”ja ja, jo jo”-agtig måde, æv!

Da der igen er gået lidt tid kan jeg godt mærke at M nu gerne snart ser, at der sker noget. Hun begynder nemlig at komme hen til mig når jeg får en ve og fortæller mig, at jeg skal presse. Jeg forsøger at hive benene til mig som hun har sagt jeg skal, når der kommer en ve, men som føles fuldstændig umuligt og tungt. Jeg presser dog alt hvad jeg kan. M kigger på mig, ryster på hovedet og siger at jeg presser forkert. Jeg skal presse nedad siger hun! Jeg spørger hende, hvordan jeg gør det, og hun svarer, at jeg skal gøre som når jeg er på toilet. Hertil kan jeg kun sige, at det altså er sådan jeg gør, men atter hun ryster bare på hovedet. Hendes ”hjælp” er allerede på dette tidlige tidspunkt enormt frustrerende fordi jeg ikke føler hun forstår mig eller har interesse i at hjælpe mig. Det gør mig bange og usikker. Hun stikker en finger ind i mig og siger jeg skal presse den ud, og det lykkes mig og i efterfølgende ve kigger hun mig dybt i øjnene og hjælper mig igennem denne, ved på motiverende vis at fortælle mig, at jeg presser godt. Fantastisk følelse – og lige hvad jeg har brug for af motivation og opmuntring. Desværre bliver hun ikke hos mig efterfølgende, men begynder at gå rundt på stuen, rode i skabe, skrive på computer og generelt lave alt muligt andet, end at være der hos mig, når jeg får veer. Veerne er igen tiltaget i styrke og gør rigtig rigtig ondt, så jeg har virkelig brug for at hun er der for mig når veerne kommer, og det beder jeg hende om. Flere gange. Men hun virker uinteresseret og er kun henne ved mig nogle gange og går tilbage til at ryste på hovedet og fortælle mig, at jeg presser forkert. Jeg bliver mere og mere bange, for jeg føler hun er min eneste redning, da hun er den eneste på stuen, der kan hjælpe mig igennem denne fase.

Forholdsvis kort inde i pressefasen siger M og Katrine, at de kan se hår på min søns hoved, hvilket for en kort stund gør mig fortrøstningsfuld, da det jo betyder, at han står dybt nede. Glæden erstattes dog hurtigt da jeg spørger M, hvor lang tid det vil komme til at tage herfra og hun helt koldt svarer: ”Du bestemmer selv hvor lang tid det her skal tage. Nogle gør det på et kvarter. Det er op til dig!” Her ønsker inderligt, at jeg snart vil kunne mærke selve presseveerne, og ikke kun smerten – så jeg kan presse barnet ned. Når jeg presser, spørger M nemlig, om jeg kan mærke at barnet ryger længere ned, og det kan jeg slet ikke. Det er rigtig skræmmende, for jeg kan slet ikke mærke nogen fremgang i fødslen og det bliver ikke bedre af, at jeg hver gang jeg presser, kan se på hende, at hun ikke er tilfreds. Derfor bliver jeg ved med, med skælvende stemme, at spørge hende om det går fremad, hvortil hun enten svarer ”næh” eller ”njaeh, men ikke så meget”. Det bliver mere og mere frustrerende og jeg bliver mere og mere bange, fordi jeg både kan se og høre på hende, at der ikke sker noget som helst.

Søren er en kæmpe støtte og roser mig hver gang jeg presser. Det bliver således, at jeg, hver gang jeg får en ve, presser alt hvad jeg kan, så længe jeg kan – trækker vejret ind – presser igen så længe jeg kan – trækker vejret ind og presser igen en tredje gang, inden veen er ovre. Det er så ufatteligt hårdt, det er slet ikke til at forstå og jeg føler slet ikke, at jeg kan samle kræfterne til at give mig 200% fordi M hver gang allerede ved første pres fortæller mig, at der ikke sker noget. Hvordan skal jeg så kunne finde kræfter til at fortsætte? Umuligt. Jeg mister modet. For selvom Søren støtter og roser mig, så ved jeg jo godt, at han heller ikke har forstand på, om jeg er god eller dårlig til at presse, så jeg lytter ikke rigtig til ham, men har kun fokus på M. Jeg kigger hende konstant dybt i øjnene med store bedende øjne, men får ingen reaktion fra hende. Søren er rigtig god til at hjælpe med at komme med kolde klude og sætte på min pande og snakke til mig - det er guld værd!

Jeg er i pressefasen i halvanden time i alt. I den tid forsøges både at jeg ligger på ryggen og presse, ligger på siden og jeg kommer tilmed ned på en fødeskammel. Ved sidstnævnte må jeg dog op efter et par presseveer, eftersom Luka’s hjertelyd falder, men heldigvis bliver den stabil igen så snart jeg ligger på sengen. Jeg har ikke kræfter til selv at holde benene oppe mens jeg presser, så jeg får Katrine til at holde mit venstre ben og Søren til at holde mit højre, hver gang der kommer en ve. De er virkelig på arbejde også! Mens jeg er i pressefasen kigger jeg flere gange på klokken og holder øje med tiden. I jordemodergruppen har vi fået af vide, at man max skal presse i en times tid. Da jeg efterhånden har ligget der i over en time er jeg af den grund skræmt fra vid og sans og bliver desperat efter hjælp. Jeg kalder på M og fortæller hende grædende at jeg er rigtig rigtig bange. Hendes kommentar dertil er ganske kold og kynisk: ”Du får ikke noget ud af at være bange. Du skal selv få ham ud, vi kan ikke proppe ham op igen og vi kan ikke vente til i morgen.”. Skrækkelig besked at få og jeg føler mig mere og mere som en fiasko og mister mere og mere modet og kræfterne til at fortsætte. Jeg begynder at ligge og bede til at de hjælper mig. Bede dem højt. Jeg ved at min søn har det fint derinde, ikke viser tegn på stress eller noget – men jeg som fødende er fuldstændig nedkørt psykisk og fysisk.

Pludselig nævner M ordet ”cup”, og jeg føler en stor lettelse i mig. En læge bliver tilkaldt og de fortæller mig, at de nu vil tage mit barn med cup så han kan komme ud. Tiden hvori de klargør cuppen og det resterende udstyr føles som en evighed. Jeg har stadig hyppige veer/presseveer og føler ikke, at jeg har kræfterne til at overleve dem. Endelig kommer en læge (medicinsk bagvagt) hen til mig og snakker med mig. Fortæller mig stille og roligt, at de nu er klar til at tage ham med cup og forklarer, hvordan det skal foregå. Lægen er en kvinde og hun er meget sød og menneskelig. Tiltrængt. Før de tager Luka med cup er de dog nødt til at tage en blodprøve fra hans hoved for at tjekke eventuel infektion – jordemoderen fra natten glemte jo at give mig pencilinen i forbindelse med den langvarige vandafgang. Ubehagelig tanke, at de sådan stikker mit barn oppe i hans hovede oppe i mig. Men jeg er så langt væk i smerte, at jeg ikke tager større notits af det.

Endnu en læge bliver tilkaldt, medicinsk forvagt. Hende, M, Katrine, Søren og lægen ser alle lettere bekymrede ud, men jeg kan ikke tænke på andet, end at de bare skal få mit barn ud nu! Jeg ser lægen stå med en metal cup, en såkaldt ”hård cup”, som mest af alt ligner sådan en kapsel til at lukke en vask med. Hun fortæller mig, at hun nu sætter den på hans hoved og så trækker de hovedet ud i næste ve. Da hun sætter cuppen op i mig skriger jeg – for fanden det gør ondt, men jeg er fokuseret. Lægen sætter derefter et stativ fast på cuppen som hun kan trække i og stiller sig an så hun står godt fast. Veen kommer - jeg presser, skriger i vilden sky og lægen trækker og hurtigt er der et hoved mellem mine ben. Jeg er vild og skræmt over synet og tænker bare, at resten af kroppen SKAL ud i næste ve!! Cuppen bliver taget af med det samme og et halvt minuts tid efter kommer næste ve, hvilket jeg råber til dem, og presser atter i vilden sky mens jeg kigger på lægen og på hovedet. Hun holder om hovedet og vrider i det som var hun ved at slagte et svin – det ser så voldsomt ud. Jeg har aldrig set noget lignende! Men i en vanvittig smerte hiver de ham ud, og han skriger!! Mit barn skriger! Fantastisk lyd!!!! Han er ude og han er i live og har det godt!!
Smerten er dog stadigvæk lige så stor, hvis ikke større. Og konstant. Klokken er 11.15.


Vores lille mirakel få minutter efter han er født


I samme bevægelse som de hiver ham ud, bliver han lagt op på mit bryst. Min første tanke falder på hvor overraskende tung han føles. Jeg er psykisk nedbrudt og græder og græder og gentager igen og igen ”undskyld, undskyld, undskyld!!” Jeg føler den største skyldfølelse over ikke selv at kunne føde ham og føler mig som verdens dårligste mor. Jeg kunne ikke selv føde mit eget barn! Jeg var ikke god nok til at presse, så jeg kunne ikke føde ham! Søren trøster mig og det samme gør lægen og Katrine, og siger jeg ikke skal undskylde. Men jeg kan ikke lade være. Jeg er så langt nede af den følelse af uduelighed jeg gennem hele pressefasen har fået fra jordemoderen.

Minutterne efter fødslen er meget hektiske og surrealistiske. Jeg ligger med den mest vidunderlige søn på mit bryst. MIN søn. VORES søn! Søren står ved min højre side og græder, Katrine står ved min venstre side og giver mig iltmaske og jeg skifter mellem at skrige i iltmasken, trække vejret i den, trøste min grædende lille nyfødte søn, kigge på Søren og græde glædestårer og være psykisk nedkørt. Aldrig har jeg dog multitasket i sådan en grad!

Søren beder om lov til at klippe navlestrengen og det får han. Det har været hans store ønske hele tiden, så det glæder mig at se. Men det er også hårdt at se, at han er lige så ødelagt som jeg, fordi han på den ene side er den lykkeligste far nogensinde, og på den anden side er fuldstændig nedbrudt over det smertehelvede jeg har ligget i og som det viser sig jeg fortsat skal forblive i.

Jeg når at registrere, at lægerne hurtigt samler sig om mit underliv efter fødslen. Jeg føder moderkagen nogle minutter efter, hvilket er en lettelse og slet ikke gør ondt. Dog kan jeg med den vedvarende smerte, den hårde fødsel og lægernes blikke godt fornemme, at jeg ikke er hel ”dernede”. Jeg spørger lægerne, om jeg er sprækket, hvilket de svarer ”jaeh” til. Jeg spørger, om jeg er sprækket meget, hvilket svaret er det samme til. Til sidst spørger jeg direkte, om jeg er sprækket fra A til B, hvilket de nikker ja til. De fortæller mig, at jeg nu skal ligge stille, for de skal sy mig og det er vigtigt at det bliver gjort rigtigt fra starten af.

Derfra bliver jeg syet i en lille time af to læger. Endnu et smertehelvede. Jeg får 2 podendusblokader (en 10 cm nål, der stikkes lige så langt op og skal bedøve bækkenet i begge sider), 4 lokalbedøvelser og adskillige sting, hvor der ikke er bedøvelse og som gør vanvittigt ondt. Jeg mister en liter blod under det hele og lægen nævner på et tidspunkt, at jeg skal ligge stille, fordi de er nødt til at finde ud af, hvor blødningen kommer fra. Skræmmende. Yderligere finder jeg ud af, at ikke nok med, at jeg er sprækket fra det ene hul til det andet – min ringmuskel er sprunget ligeledes! Jeg er simpelthen et stort sår dernede og kan melde mig ind i statistikken med de 4% på Horsens Sygehus der sprækker så meget. Great.

Men skide være med det – for selv lige da det hele sker, og mens smerten er størst, kan jeg ligge og kigge på min søn og sige at alt andet er lige meget. Det er det virkelig. Han skriger og han lever og har det godt. Det er det eneste der betyder noget! Jeg er psykisk nedbrudt, men jeg er lykkelig for vores lille vidunderlige søn, som vi med et enkelt kig på hinanden ikke er i tvivl om skal hedde Luka J



Luka bliver målt og vejet efter et par timer



Efter et par timer på mit bryst bliver Luka vejet og målt. Han vejer 3066 gram og er 50 cm lang. Han er helt perfekt og vi føler os som verdens heldigste forældre!


Den mest perfekte lille dreng, der vendte op og ned på vores liv :)



1 kommentar:

  1. Kære Nina,

    Jeg er ved at skrive en bog om traumatiske fødsler. I den forbindelse gjorde en kvinde mig opmærksom på din beretning om Lukas fødsel.
    Jeg vil derfor høre, om du vil være interesseret i at blive interviewet og få din beretning med i bogen?
    Hvis du er interesseret, så kontakt mig på mail, så vil jeg uddybe nærmere:

    dentraumatiskefoedsel@gmail.com

    Hvis det ikke har din interesse, så undskylder jeg forstyrrelsen. :-)

    Mange hilsener
    Lene Jørgensen

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...