Baggrund

lørdag den 26. maj 2012

Hvad er barnets navn?

Som i ved blev Luka døbt i lørdags. Det var en rigtig stor dag for os og den gik bare over al forventning.

Vi ankom tidligt til kirken for at have god tid til at få ro på Luka, der ikke er den bedste til at være længe oppe eller kapere, at der sker for meget omkring ham. Planen var at spille amme-kortet hvis han begyndte at græde - og det gjorde han. På et hængende hår fik han et tår og røg over i armene på min søster, der skulle være gudmor og bære ham i kirken.

Under gudstjenesten var Luka forbavsende rolig, og de par gange han gjorde antræk til utilfredshed, fik min søster afværget, så pheeew, der forsvandt dén frygt.
Med nogle-og-tyve grader udenfor svedte min søster og Luka om kap i kirken - og måske var det derfor han heller ikke brokkede sig da han fik vand i håret under dåben :)

Hele ceremonien var meget rørende, lige fra da vi gik op i kirken med alles øjne rettet mod os, til salmerne og kirketonerne, til dåben og igen til udgangen (hvor Luka iøvrigt sendte alle gæsterne et blik mens han blev båret ud). Mor her kunne ikke holde tårerne tilbage! ;)

Efter gudstjenesten fik vi taget billeder inde i kirken og udenfor af Sørens bror, der som tidligere nævnt er prof indenfor området. Billederne har vi ikke fået endnu, men jeg glæder mig SÅ meget til at se dem, og skal også nok flashe et par stykker når de kommer ;)

Selve "gildet" skulle vi holde hjemme, hvor den stod på brunch. Bedsteforældrene var kørt i forvejen og fik hurtigt anrettet det sidste så vi kunne byde gæsterne velkommen.
Dagen forløb ligesom vi havde ønsket os; stille og rolig og i afslappet stil, hvor gæsterne kunne hygge sig inde som ude og bare føle sig godt tilpas. Maden var lækker, vejret var fantastisk og Luka? Ja, han var vågen det meste af dagen og pludrede løs med alle og hyggede sig bare i dén grad. Spørg om vi var stolte af vores søn!! Alle de forestillinger og vores frygt, om en dreng der ville græde pga den store opmærksomhed og de mange mennesker fik han virkelig gjort til skamme! Herligt!

Hen på eftermiddagen fik vi dåbskage, og den sidste bedrift til festen blev et fællesbillede i haven, som var rigtig hyggeligt og sjovt at få taget!

... Og ja så skal jeg da ellers lige love for at dagen var udbytterig når det kom til gaver. Hold da helt op hvor kom det bag på os med så mange fine ting. Nedenfor kan i se et lille udsnit - vi er bare så glade for alle gaverne!

End of story er, at vi sammen med Luka gik i seng om aftenen med store smil på læberne ovenpå den mest fantastiske dag og vores første fest for Fisen :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...