Baggrund

tirsdag den 26. marts 2013

En messingstages forvandling

Jeg har gang i lidt blandede projekter i tiden. Flere af dem involverer spraymaling! Man kan vel sige at jeg har fået en mindre craving for at spraymale ting. Lidt ligesom folk der har købt en gril og så bare skal lave ALT mad på den. Lidt skørt, men for os entusiaster giver det mening. At spraymale ting er skægt, udfordrende og så kan det opfriske enhver type brugskunst og interiør. Færdig slut.

For et par uger siden droppede jeg forbi en genbrugsbutik ledende efter gamle messinglysestager jeg kunne puste nyt liv i. For en flad tyver fik jeg mig en klassisk, gammel lysestage med hank. Nøjagtig sådan en jeg var på udkig efter.
Mit lettere neonafhængige væsen fandt derefter vej hen til den lokale farvehandler, hvor der hurtigt sad en pink spraymaling fast i min hånd. Ak ja. Og så fik jeg forresten også købt mig en grunder.

Efter grundig afvaskning og en lettere slibning af stagen gik jeg igang med at spraye i den hvide grunder. Det blæste en halv pelikan udenfor, men den utålmodige djævel inde i mig fik mig alligevel hevet udenfor for at gøre arbejdet. Lad os bare helt kort sige, at det krævede et par ommere. Spraymaling og storm er ikke ubetinget den bedste kombination. No shit Sherlock.

Hvorom alting er lykkedes det mig altså at få gjort stagen hvid - og derefter pink. NEONpink. Yes. Med mine mange "forsøg" må jeg dog til nøds erkende, at stagen er endt med at blive en lille smule for dyr. Men for faen, Poul Pava malede vel heller ikke sin første tændstiksmand i ét forsøg vel? Eller gjorde han!? Sgu i grunden nok et dårligt eksempel. I ved hvad jeg mener.

På trods af omkostningerne blev stagen ligesom jeg forestillede mig: Skøn.
Den har nu fundet plads på vores sofabord i selskab med en nyfortolkning af dens art, nemlig Lup stagen fra HAY.

Nu står finalen næst for. Jeg får nemlig snart en gigant stage hjem af samme slags som min pinke stage. Garanteret den også skal igennem en makeover. Thumbs up for spraymaling!

Nedenstående viser processen. Jeg glemte dog at få taget billedet af stagen før jeg gik igang med sprayen. Doh! Jeg tilkender skylden til min tålmodighed.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...