Stilhed..

Der har de sidste dage været stilhed på bloggen, og dette vil formentlig fortsætte ugen ud. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle oplyse om grunden, men det har jeg valgt at gøre nu. Kort.

Den 11. januar blev min svigerfar pludselig indlagt på sygehuset med blødende mavesår. Det var hårdt nok i sig selv, men det var jo heldigvis ikke fatalt. Det viste sig dog at skulle blive meget værre. Grundet dårligt immunforsvar indtog en grim infektion, stafylokokker, hans krop, og begyndte i allerskrækkeligste forstand at æde hans krop op. Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer, blot sige, at det er det mest ubehagelige jeg nogensinde har været vidne til.

Søndag aften, den 24. februar på hans 67,5 års dag, måtte vi tage afsked med ham. Blot 13 dage efter sygdommens begyndelse.

Vi er i dyb sorg og kan stadig ikke forstå, at han skulle tages fra os nu. Det virker så uretfærdigt og meningsløst, for han var ikke noget nær færdig med at leve, og vi var ikke noget nær færdige med at have ham i vores liv.

Tabet er ubærligt og spørgsmålene hober sig op. Alle begynder de med "hvorfor?".

Jeg håber og tror på, at tiden arbejder med os. At den vil hjælpe os til en accept af livets gang, og at den på et tidspunkt vil erstatte sorgen med de gode minder. Lige nu virker det hele dog så håbløst og uhåndgribeligt langt væk.

Emnet er ikke noget der vil komme til at fylde på bloggen fremadrettet. Jeg havde bare brug for at dele.

Som min svigerinde skrev om hendes far, vil vi altid huske ham som en smilende, evig solbrun, stolt farfar (og morfar) som billedet nedenfor fra i sommers viser. Det giver trods alt et lille smil på læben her i den svære tid.

Jeg håber så inderligt at han følger med i vores liv deroppe et sted. Luka kampelskede ham, og det samme gjorde vi!