Et gensyn med fødselsberetningen

Jeg har netop læst min egen fødselsberetning igen. Ikke decideret af lyst, men fordi jeg i morgen får besøg af en kvinde der skal interviewe mig i forbindelse med en bog omkring traumatiske fødsler.
Det var med blandede følelser at jeg tillod mig selv at gå ind i fødselsuniverset igen. På en side er det jo den ubetinget vildeste lykkefølelse jeg har oplevet i mit liv, men samtidig var det også et mareridt der psykisk åd mig op. (Indlægget her er nok svært at forstå med mindre man er bekendt med min fødselsberetning, men denne kan i læse HER hvis i ønsker.)
På det knappe år der er gået, siden jeg gik i fødsel, har min krop arbejdet med mig. Den har hjulpet mig til at fortrænge. Ikke på en dårlig måde, men på en måde, der har gjort det muligt for mig udelukkende at fokusere på den lykke fødslen i sidste ende kastede af sig. For hvad godt kommer der af at huske på den skræk for at miste livet, de opgivende følelser, det nedslåede selvværd i den forbindelse? Intet. Jeg fik bearbejdet oplevelsen ved gentagne gange at fortælle min oplevelse til venner, familie, præst, sygeplejerske, jordemor og så videre! Det der nager mig mest den dag i dag, er dog det vi aldrig fik gjort, på trods af utallige opfordringer: At klage over jordemoderen fra pressefasen. Ikke fordi det skulle være en hævnakt, men fordi tanken om at andre fødende kvinder som jeg selv, har været tvunget til møde hendes ubehagelige tilgang til en fødsel og til fødende kvinder.

Det var bare så svært. Så enormt grænseoverskridende at skulle indsende en klage over en person og hendes udførelse af sit job, som hvem ved hvad kunne have af betydning for hende? Det er jo ikke en regnefejl, en teknisk fejl eller lignende vi taler om - nej, det er udelukkende personlige fejl, der er tale om, fejl som går direkte på hendes personlighed. Dét synes jeg er svært!

At føde er en alvorlig sag. Selvom det er noget af det mest naturlige i verden er det ikke en ufarlig ting. Kvindens krop er bygget til at føde, men alligevel ser vi et utal at kvinder der alligevel oplever problemer hermed. Der er så mange komplikationer der kan opstå i forbindelse med en fødsel, og de allerværste kan jo være fatale for både mor og barn. I mit tilfælde var Luka gennem fødslen upåvirket. Gudskelov. Men jeg var ikke, psykisk. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg kom i tvivl om jeg ville overleve dette her. Min krop lod mig ikke mærke presseveerne, hvorfor jeg ikke havde en jordisk chance for at føde Luka af mig selv. Jeg var i tomgang hvor intet skete. Jeg kan huske, at jeg havde lyst til det bare skulle slutte, livet, for jeg kunne ikke holde ud at være i min krop hverken fysisk eller psykisk. Jeg græmmer mig over, at en jordemoder kunne arbejde så meget imod mig som fødende. I bund og grund lå mit liv jo i hendes hænder - sat lidt på spidsen godt nok - men det er jo rigtigt! Havde vi levet i et fattigt land, hvor jeg måtte føde alene i en lerhule, havde jeg jo ikke overlevet fødsel - og Luka ej heller? Rent lægefagligt ved jeg ikke hvad der ville være sket, men når jeg ikke selv kunne presse ham ud og i teorien ikke ville kunne få hjælp til det, så måtte det jo ende før eller siden? Skræmmende tanke! Min situation er langt fra enestående, men det gør ikke selve rædselsbilledet mindre.

Tænk sig at man på så kort tid kan blive så spoleret i psyken? Vi taler jo om halvanden time det tog jordemoderen at knække mig. Selvfølgelig foregik det hele i en presset situation, men hvorfor lagde hun følelserne på hylden i en situation der handler 95% om følelser?
I dagene efter fødslen var jeg meget påvirket. Jeg var den lykkeligste mor til en lille perfekt dreng, men jeg græd dagligt til personalet på sygehuset og var psykisk udslået. Personalet var søde til at lytte og men de var en lille smule uforstående overfor, hvad der gjorde mig så ked. I min journal stod der jo, at epiduralen havde gjort det umuligt for mig at mærke presseveerne og dermed føde, hvilket ikke var et enkelttilfælde. Så hvorfor følte jeg mig så uduelig? Jeg havde jo ikke gjort noget forkert - faktisk tværtimod, jeg havde arbejdet mere end de plejer at se i sådan et tilfælde.

Den sidste dag vi var indlagt efter fødslen, dag 5, kom en fra personalet til mig. Hun var påvirket kunne jeg se. Hun var en af dem jeg havde snakket meget med omkring fødslen. Hun satte sig ned ved siden af mig og begyndte lidt vagt at spørge ind til, om vi var klar til at skulle hjem. Jeg kunne godt se hun havde noget andet i tankerne, og jeg forstår godt nu, hvorfor hun havde det så svært. Efter at have samlet mod begyndte hun at forme ordene "jeg ville i virkeligheden ikke sige det her til jer, for jeg har ikke lyst til at gå imod en kollega, men jeg kan ikke bære at du har det så skidt". Hun fortalte, at hun var en af dem der havde stillet sig lettere uforstående med min reaktion på fødslen, eftersom min journal jo viste en ganske naturlig "komplikation"..... lige indtil hun så navnet på min jordemoder i journalen. Så forstod hun det hele.
Hun gik til bekendelse og fortalte os, at det altså ikke var os den var gal med. At vi havde gjort som vi skulle og som vi kunne, men at de havde nogle problemer med vores jordemoder. Problemer med manglende omsorg og forståelse fra hendes side. Faktisk var der mange der forlangte en anden jordemoder og de havde også fået klager over hende.
Et lys gik op for mig der. Nu var det ikke pludselig mig der havde haft for høje forventninger til min jordemoder, eller mig der gjorde det hele forkert. Nu var det jordemoderen der rigtig nok havde spillet en væsentlig rolle i min oplevelse af fødslen. Jeg nåede lige at føle alle følelser - vrede, bitterhed, lettelse, bedrøvelse, glæde - inden jeg fik rigtig ondt af den søde kvinde, der for min skyld havde været illoyal overfor en kollega. Jeg synes det var så flot af hende og takkede hende det bedste jeg kunne. Jeg følte lidt hun havde reddet mig fordi jeg i dagene efter fødslen havde rettet min vrede mod mig selv og min kunnen, hvilket jo viste sig at være uretfærdigt.

Min fødselsberetning er således skrevet med den viden om, at det var jordemoderen der i alvorlig grad fejlede i sit job. I stedet for at dyrke omsorg, forståelse og motivationen igennem fødselsforløbet, opsatte hun en meget hård og kold tone og gik imod for et samarbejde - som ellers er blandt de vigtigste aspekter i hendes job!

På dagen vi blev udskrevet besluttede jeg, efter personalets råd, at bede min jordemoder ringe mig op efter et par uger. Simpelthen for at få svar på hvorfor hun var sådan mod mig, og for at fortælle hende hvad jeg havde oplevet. Det var ekstremt grænseoverskridende for mig, da jeg normalt er en person der ikke på den måde "går til" folk. Jeg skyldte dog mig selv og andre, at hun fik af vide hvor ubehagelig hun var.
Der gik ikke en time så blev jeg ringet op - på vej ud til bilen, og det var hende. Flot når jeg havde sat mig op på en forberedelsestid på et par uger (!). Men jeg mandede mig op og stillede de spørgsmål jeg havde tænkt og sagde det jeg ville sige. Af personalet på sygehuset havde jeg på forhånd fået af vide (efter de havde fået kendskab til min viden omkring hende) at jeg ikke skulle forvente at nå ind til hende. Den information var jeg glad for, for det gjorde jeg ikke. På mit spørgsmål om, hvorfor hun konstant rystede på hovedet af mig og fortalte mig at jeg ikke gjorde det godt nok (i pressefasen) svarede hun med samme følelseskolde stemme: "Tja, jeg ville ikke lyve for dig, du kunne lige så godt få det af vide". Da jeg forsøgte at fortælle hende at jeg da hundrede gange mere havde brug for motivation og en "you can do it-spirit" var svaret koldt igen "jeg ville ikke lyve for dig". På trods af min grædende og hakkende stemme var der ingen følelse at spore igennem telefonrøret, og da hun sluttede samtalen af med "Jamen held og lykke med det hele, det er jo meget godt at vi nu har set, at du kan føde et barn på tværs" (note: da Luka blev hevet ud af mig, fik de ham ikke drejet nok, så han kom ud med skuldrene på tværs, hvorfor jeg også bristede så meget) - kunne jeg godt høre, at hun ingen situationsfornemmelse havde i sig for ikke at snakke om empati!

Det var dog en personlig sejr for mig at have fremlagt mine tanker og følelser overfor hende, og det fokuserede jeg på. Klagebrevet er som sagt endnu ikke skrevet, og jeg ved heller ikke om det nogensinde bliver. På trods af at hun i dén grad lakker bagud på den medmenneskelige side, så gør jeg det altså ikke, og jeg synes det er svært at skrive sådan et brev. Formålet skulle jo være at hun skulle opsiges fra sit job, og det ved jeg ikke om jeg kan tillade mig rent praktisk at "kæmpe" for.

Som en sidste ting vil jeg lige tilføje at jeg som følge af min 3. grads bristning var på konstant smertestillende i 8 uger efter fødslen. De første 4 uger var jeg sengeliggende, pånær når Luka skulle ammes eller i forbindelse med toiletbesøg. Det var hårdt. Men jeg ville gøre det igen til enhver tid. Dette kan jeg udelukkende sige, fordi kroppen hjælper mig med at fortrænge de grimme følelser - og det er jeg taknemmelig for!

Her er ham som gør det hele værd!