søndag den 14. juli 2013

17 mdr's update på Luka

Vores øjesten er i dag 17 mdr gammel. Vi er netop i går hjemvendt fra en uges ferie på Malta, og sidder så her tilbage med en lykkefølelse uden lige. Lykken af at vide, at vores dreng har stornydt både omgivelser og ferierutinerne, og at vi derfor har givet ham en oplevelse. Ak ja, han vil jo selvfølgelig ikke kunne huske det - men det vil vi, og dét tæller også!

Det har simpelthen været en fornøjelse at have Luka med på ferie. Han har stormet rundt og nydt bevægeligheden, vandet, de nye legesager og generelt al opmærksomheden. Vi var nemlig afsted med hans farmor, bedstefar, faster og onkel. Så i kan nok se hvem der var verdens centrum? :-)

Med sine 17 måneder er man ikke i tvivl om at Luka for længst er ovre babystadiet. Også selvom moren især ofte glemmer det - eller hvad værre er - lader sig hænge fast i det. Han er jo min lille dreng. Bortset fra at han jo ikke er lille mere. Den lille fyr har SÅ meget på hjertet og har sin helt egen mening om tingene. Han fortæller os alverdens ting, og selvom det 97% af tiden er volapyk, så formår han altså at gøre sig forstået, og det er virkelig en lettelse for os som forældre. Andre forældre kan med garanti nikke genkendende til de frustrationer der følger, når man ikke kan kommunikere med sit barn. Det rammer både forældre og barnet. Så at vi nu begynder at kunne kommunikere med Luka, er en helt enestående og fantastisk ting. Han forstår stadigvæk meget mere af hvad vi siger end vi gør omvendt - men det er med hastige fremskridt at dette forhold udlignes.

Nedenfor følger den vanlige punktform med Lukas's udvikling, og nu kan vi som sagt skrive Luka 17 måneder foran kolonet: 

- Nye ord: "Ej", "Hej Charlie", "Ja", "Morbar", "moar" (når han er ked af det i hvert fald)

- Kan selv stikke rugbrødshapsere på gaflen (med lidt held) og selv spise med ske (vender dog skeen på hovedet når han fører den til munden, så maden skal gerne være godt klistret for at det helt lykkes ;) )

- siger/råber "JAJAJAJA" når vi spørger om han er færdig med at spise. Det lyder så sjovt!

- Laver rigtig tit det sjoveste fjollegrin. Lyder som Søren spætte! Herhjemme kalder vi det for grinebideren.

- Snakker simpelthen så meget. Fra han står op til han går i seng. Han er god til at forklare sig med armbevægelser og kropssprog generelt, og der kommer da også flere og flere ord frem (mange er dog endnu enere, hvorfor vi ikke "tæller" dem med).

- har 16 tænder

- Forsøger at "synge med" når vi synger sange han kender. Han er også vild med sin store papudgave af "De små synger" og har helt styr på hvilke sange der passer til hvilke billeder - og så får man skæld ud hvis ikke man synger det han peger på 😉

- Går selv i skuffen efter Ipaden dagligt nu, og kan flere og flere spil på den. Eksempelvis vendespil og duplo spil hvor han skal trykke og "skubbe" flere ting

- Er dygtig til at lege med sine legesager. Han kører meget med biler på gulvet og går rundt med sine små dyr. Han virker så stor på det punkt!

- snakker meget i sine legetelefoner, eller vores iphones hvis han får gaflet dem. Han render rundt og siger "Hej heeeej" og tager dem op til øret. Sødt sødt sødt.