Baggrund

tirsdag den 31. juli 2012

Forsinket 5 måneders update!

Eftersom vi var på ferie da Luka fyldte 5 måneder, fik jeg ikke opdateret på, hvor langt han var kommet i sin udvikling. Dog fik jeg skrevet noter dernede, so here it goes:


Luka 5 måneder:

- Begynder så småt at have sin egen vilje

- Kan næsten række ud for at blive taget op når han vil det

- Der skal ske noget hele tiden - og en ting er kun sjov kort tid af gangen

- Kan næsten selv holde en sutteflaske og en kop vand og føre den op til munden

- Sutter på egen tunge og underlæbe


.. Tænk sig, det er kun 2 uger siden, og alligevel står jeg nu og kan allerede tilføje flere ting til listen! Men ret skal være ret, så næste update venter når han fylder 6 måneder den 14/8 :)

Og så slutter vi lige af med et billeder af en 5 måneder gammel Luka på ferien;

onsdag den 25. juli 2012

Besøg af min "online mødregruppe"

Vi skriver som bekendt 2012 og er godt igang digitaliseringsårtierne! Det betyder, at det nu er lettere end nogensinde før at komme i kontakt med folk fra hele landet, eller verden for den sags skyld. Nemlig via internettet.

Da jeg blev gravid oprettede jeg mig som bruger på en internetside der omhandlede graviditet. Her var der nemlig terminsgrupper, hvor man kunne deltage i debatter med andre gravide, der skulle føde i samme måned som en selv. Inde i februargruppen, som jeg jo var i, var der yderligere oprettet en facebookgruppe, som jeg også blev medlem af. Det har simpelthen været noget af det bedste jeg har gjort i min graviditet! Med 141 medlemmer er der altid en eller flere parat til at svare på diverse tvivlsspørgsmål, komme med støtte eller dele glæde/sorg i forbindelse med graviditeten og efterfølgende med det lille barn, der er kommet til verden.
Som i nok kan forstå kender vi 141 kvinder efterhånden hinanden ret godt, da der ikke er grænser for, hvad der deles i gruppen af oplysninger, billeder, brok, glæde, vredesudbrud og bekymringer. Yderligere går vi altså allesammen rundt på barsel nu, så rundt om i landet er der flere gange blevet arrangeret møder, så folk kunne få sat ansigt på hinanden og have en hyggelig dag. Jeg har længe været misundelig over alle de hyggelige møder der har været, især på Sjælland og i Nordjylland, så før ferien besluttede jeg at invitere til møde i Horsens!

Det blev så afholdt i går og var en super god dag! Vi var 7 piger og tilsvarende 7 dejlige unger. De kom til Horsens lige fra Aalborgegnen, Herningegnen, Århus og Vejle, så det viser lidt den entusiasme der er i forbindelse med disse møder :)

Det var skønt at møde og hygge med de 6 dejlige mødre det meste af dagen i går. En blind date vil jeg jo næsten kalde det - og en vellykket en af slagsen! På trods af, at vi aldrig havde set hinanden før, kendte vi jo til mange af de inderste sider ved hinanden, så utrolig meget var indforstået i snakkene. Eksempelvis fik vi alle lov at møde en lille dreng, vi har fulgt siden han blev født frygtelig meget for tidligt i uge 25 og som derfor ikke havde gode odds med sig. Den lille fyr kæmpede dog en brav kamp og trives i dag i bedste velgående på linje med alle vores andres unger :)

Så lige en hyldest til denne fantastiske februar-gruppe! Hvor er det smukt, at vi kan mødes rundt om i landet på tværs af alder, sociale lag, seksuelle orienteringer, holdninger om opdragelse og hverdagslivet, endda landegrænser (en fra Dubai, Grønlad, Færøerne) etc etc etc!

Jeg glæder mig allerede til næste gang vi skal mødes - og mon ikke der kommer nye ansigter med der også!? Uanset hvad, så har vi hinanden meget tæt på hver dag når vi tænder computeren eller kigger i telefonen ... Og jeg elsker det!

mandag den 23. juli 2012

Grødhoved!

Så kom dagen vi har ventet på (læs: mor har frygtet!); Luka skulle have grød for første gang. Vræææl min dreng er stor!

I forbindelse med 5mdr-vaccinen fik vi vejet Luka og konstateret, at vægten har stået stille i en lille måned, hvilket vil sige en vægtstigning på ialt ca 100g på 2 måneder. Ikke meget. Vægten siger således stadig 5250g, og på trods af alles "intet problem - han trives jo tydeligvis", så synes mor her altså, at lidt sul på kroppen efterhånden er ved at være på sin plads. Derfor så småt grødopstart.

Med den bagvedliggende forklaring fremhævet kan jeg således berette om, at den første smagsprøve var et hit. Som forventet skulle lillemanden lige lære fidusen med at føre mad tilbage i munden med tungen for at synke det, hvilket gav et par bræk-reflekser, meen så havde han også helt styr på det derefter! Naturligvis skulle et skeptisk ansigt også lige vises, nærmere betegnet ét, der lignede at det var bæ det fik serveret, så vi forældre morede os kongeligt :)

Den første grød Luka fik var hirsegrød som jeg havde fået bikset sammen i en gryde, og hold nu op hvor kan man svine med sådan noget stads. Især når man er så ivrig efter at ville spise selv at ens hænder havde mindst lige så meget grød på sig, som indersiden af munden ;)

Det blev til nogle skefulde den første dag samt noget vand i kop ved siden af, og jeg kan mærke, at jeg, på trods af det her med at skulle acceptere min dreng er stor, nyder dette næste skridt i hans udvikling og glæder mig til at prøve lykken med mere fast føde! :)

torsdag den 19. juli 2012

Ferie ferie ferie

Natten til i går landede vi atter på dansk jord efter at have tilbragt en uge på den dejlige ferieø Mallorca. Så hvor skal jeg starte og slutte? Det har været en skøn uge, men også en større prøvelse med en lille 5 måneders dreng på armen!

Både turen derned og turen hjem klarede Luka til ug og da han efter et par dage fandt sig tilrette dernede klarede han såmen også selve ferien og varmen ganske pænt. Eneste problem var, at han ikke kunne finde ro i sin barnevogn, hvorfor vi måtte tilbringe tid på værelset med at vugge ham i den medbragte slyngevugge! Heldigvis rejste vi med hele min søde familie så vi fik en del aflastning ad den vej. Jeg må dog tilstå at jeg aldrig før har prøvet at være på ferie uden at bade en eneste gang - meeen, en gang skal jo være den første ;)

Alt i alt føler vi, at vi har haft en rigtig dejlig ferie sydpå og nu sidder vi så herhjemme og nyder den danske sommer når den er.... Ja, værst!

Men nu spørger jeg så: Hvor er buffeten med All inclusive og hvor er min udsigt? :)


lørdag den 7. juli 2012

Mormors fødselsdag

Der er en første gang for alting - og forleden var det første gang at "mormor" havde fødselsdag :)

Så måtte barnebarnet jo klædes på i fint sommertøj så han kunne fejre hende hele dagen! (Forstod ikke helt konceptet omkring et flad....ind i munden med det!)

onsdag den 4. juli 2012

3 års dag

I dag har jeg været sammen med min dejlige kæreste i 3 år! Sikke en skøn dag. Og for tre år siden var vejret lige så dejligt som det var i dag :)

Og så er jeg dælme blevet forkælet. En smuk og meget dyr bluse fra 2nd Day havde han købt til mig OG et gavekort til hot stone massage og ansigtsbehandling hos Visage. Wauw hvor er jeg heldig og sikke jeg glæder mig!!

Selvom vi har fået Luka skulle vi selvfølgelig stadig markere vores årsdag, så mens mormor passede fisen spiste vi brunch på en cafe nede i byen. I løbet af dagen nød vi solen hjemme i vores dejlige have og til aften spiste vi takeaway fra den Italienske restaurant i byen, mums. Som afslutning på en dejlig dag kørte vi til stranden hvor vi havde vores første date for 3 år siden og spiste en is.

Glad og forelsket - det er lige hvad jeg er :)

tirsdag den 3. juli 2012

Elefanten og kyllingen

Luka er vild med bObles. Så vild, at han endda har brugt sine egne penge på at anskaffe sig elefanten! Men elefanten kan da ikke stå og kede sig alene, så mor har hjulpet til og investeret i kyllingen :D

Sandt at sige så er det ikke lige nu han får allermest ud af dem, men jeg er sikker på det nok skal komme. Begge er i hvert fald afprøvet og godkendte af moren ;) Elefanten er super hyggelig at gynge på, hvor kyllingen er alletiders til balance - og tilsammen udgør de jo et fantastisk grundlag for "jorden er giftig"!

Luka har dog været oppe og træne nakke på begge dyr, så det er nu ikke fordi de bare kommer til at samle støv :)

Kyllingen som er det senest ankomne dyr, bestilte jeg i en særudgave da bObles valgte at relancere den i gul som støtte til muskelsvindsfonden. For en kylling skal da være gul, ikke?

Næste ønske må være en blå hval eller en fisk! Fisken passer jo iøvrigt i midten af vores bObles gulv og kan derved bruges som bord - det er da smart.


søndag den 1. juli 2012

Billeder fra fotografen

Så fik vi nogle billeder på mail fra forleden. Nu glæder jeg mig bare endnu mere til at få de valgte med posten!

Jeg gider ikke ligge, mor!

Med en lille dreng der har mere og mere vågentid er diverse hjælpemidler, hvori man kan lægge ham fra sig, guld værd når man er alene hjemme.
Skråstolen er et fint lille bud herpå, for her kan poden jo lige ligge og følge med.... Hvis han dog ellers gad ligge mere. For nææ nej, man bruger da bare mavemullerne og sætter sig op! Røver!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...